Stubhusrevyen stod første gang på scenen i Stubhuset i 2004.
Det hele startede, da Stubrevyen gik i opløsning. Thea Lindberg og jeg selv havde været tilknyttet holdet bag Stubrevyen i flere år, og vi var enige om at Støvring fortsat skulle have en lokalrevy. Derfor satte vi en annonce i avisen og søgte efter deltagere og forfattere, og der var heldigvis nogen som reagerede. Et nyt koncept var skabt.
Det var helt naturligt at vi skulle have vores hjemmebane i Stubhuset, og de stod klar til at tage imod os. Vi har nydt godt af deres fantastiske samarbejdsvilje lige siden. Målet var at vi ville afvikle revy hvert år i uge 10, hvilket vi har gjort lige siden.
Der er sket en meget positiv udvikling gennem årene: interessen har været stigende og vi har i årenes løb flere gange haft den glæde at kunne melde udsolgt til alle vores forestillinger. I lighed med de sidste år laver vi derfor en VIP-forestilling for vores sponsorer og andre som har bidraget med uvurderlig hjælp til revyen.
Vi har de sidste mange år deltaget i forskellige arrangementer, bl.a. som medhjælpere ved Nytårskoncerten i samarbejde med Stubhuset.
Det er utroligt at tænke på den udvikling, der er sket med revyen siden den blev startet for nitten år siden. Vi er alle meget stolte af denne udvikling, som har været mulig på baggrund af den store støtte vi har fået fra forretninger, virksomheder og private i Støvring og omegn. Det store engagement og sammenhold, som er kendetegnet ved holdet, er også noget af det, som gør arbejdet med Stubhusrevyen helt specielt.
Vores fremtidige mål i revyen er, at den bliver en del af Støvrings ansigt udadtil. Noget man kan samles om, more sig over og ikke mindst være stolte af.